CV

2016-nu: Journaliststuderende, DMJX
Mit drømmestudie, hvor jeg føler mig på helt rette hylde. På DMJX har jeg især fået øjnene op for, hvordan jeg vinkler skarpt og stiller relevante spørgsmål. Refleksionsrapporter og feedback har fodret min selvindsigt og optimeret min kunnen. Jeg har fået en solid journalistisk rygsæk, som jeg higer efter at udvide.

2014-nu: Danseinstruktør, Let’s Dance Aarhus
Første år underviste jeg børn fra 4-13 år i hiphop og showdance tre timer om ugen. I de seneste to år har jeg undervist unge og voksne i moderne dans én time om ugen. Elever og forældre har givet mig ros for at være humoristisk og pædagogisk, samtidig med at undervisningen er disciplineret og udfordrende.
Et par gange om året bliver jeg og nogle andre dansere hyret til at optræde til et firmaarrangement, et bryllup eller en butiksåbning. Toppen er, når publikums øjne lyser op i begejstring. Så har jeg givet dem en oplevelse af betydning og fuldført min mission.

2014-nu: Elitedanser på et showdancehold, Let’s Dance Aarhus
Jeg danser på et voksenhold med udvalgte instruktører fra Let’s Dance. Hvert år stiller vi op til danseturneringen Kaufmann Cup, hvor vi har vundet guld de sidste to år. For mig er dans kreativitet og historieformidling, men også udholdenhed og mod. Alt det har jeg taget med mig ind i journalistikkens verden.

2014-2016: Ernæring og sundhed, VIA UC Aarhus
Jeg startede på professionsbacheloren i ernæring og sundhed, fordi jeg ikke slap gennem nåleøjet til journalistuddannelsen i første hug. Skemaet bød på alt fra biokemi, fysiologi, fødevareteknologi og markedsføring til antropologi, sociologi og kommunikation. Jeg lærte at analysere videnskabelige undersøgelser og at være kritisk over for dem. Ikke mindst blev jeg studiemoden og lærte at udvikle ideer til sundhedsfremmende tiltag. I to uger var jeg i praktik som sundhedsformidler i en SFO, hvor jeg planlagde undervisning og lege på en måde, så børnene blev motiveret til at leve sundere.

2013-2014: Danseuddannelse, Let’s Dance Aarhus
Hver uge stod skemaet på 18 timers dans i forskellige stilarter: Ballet, moderne dans, hiphop, musical og step. Derudover fik jeg undervisning i mentaltræning, coaching og koreografi, hvor jeg lærte at presse mig selv til det yderste, at samarbejde og at give feedback og vejledning til andre. Den selvsikkerhed og vedholdenhed, det kræver at blive en dygtig danser, hiver jeg frem, hver gang jeg står over for en udfordring. På scenen har man få minutter til at overbevise publikum om en historie. Den egenskab er guld værd i arbejdet som journalist.

2012: Højskolen Performers House, ballet, moderne dans og fysisk teater
På Performers House levede jeg i et kunstnerisk og multikulturelt univers. Skolens fokus var udøvende performances inden for musik, dans, teater og nycirkus. Hver måned skulle vi lave en forestilling på tværs af linjerne med scenografi, replikker, koreografi og musik. Det gav mig stor forståelse for, hvordan forskellige virkemidler kan harmonere og supplere hinanden. Udover dans havde jeg valgfag i interkulturel forståelse og kunstværkanalyse.

Og det her kan jeg også
Bruge Photoshop, Premiere Pro, Hindenburg og Excel.
Dansk, engelsk og tysk i skrift og tale.
Køre bil. Jeg er en erfaren og ansvarlig bilist. Flere gange har jeg kørt frem og tilbage mellem Varde og Roskilde Festival i mine forældres bil. Tak til mor og far.

2011-2013: Tilkaldevikar, Brorsonskolen Varde
Hver dag stod jeg til rådighed i tilfælde af personalefravær. Jeg var klar til undervise alle klassetrin i alle fag. Nogle gange var der en plan, jeg skulle følge. Andre gange improviserede jeg. Når eleverne plagede om at få lov til at lege, gav jeg ikke efter. I stedet opfandt jeg lærerige aktiviteter, som jeg forklædte under navne som “taltrillebøren” eller “stavestien”.

2011-2012: Pædagogmedhjælper, Skoleklubben Højgaarden Varde
25 timer om ugen legede jeg gemmeleg, syede bamser, bagte boller og spillede Playstation med børnene i SFO’en. Jeg havde også mere krævende opgaver som at stoppe slagsmål, tørre tårer og støtte dem med særlige behov.

2012: Støttepædagog, Børnehaven Søndermarken Varde
Jeg var ansat som støtteperson for en dreng med epilepsi. Min opgave var at holde et vågent øje med ham, hvis han skulle få et anfald.

2009-2011: Varde Gymnasium
Engelsk og tysk A, matematik og fysik B, psykologi C.
Koreograf for gymnasiets årlige musicalforestilling.
Korrekturlæser og skribent på skolebladet.

2009: Danseinstruktør, Dance Studio Varde
Koreograf og underviser i hiphop og showdance på fire hold i alderen 4-6 år, 7-11 år, 13-16 år og unge/voksne.

2005-2012: Hjælpetræner, Dance Studio Varde, Esbjerg og Kolding
Frivillig assistent på de fire ovenstående hold. I alt dansede jeg 8-10 timer ugentligt, fordi jeg hver uge tog til Kolding og Esbjerg for at træne på elitehold. Jeg var desuden med i en gruppe, som optrådte til forskellige arrangementer.

2007-2011: Piccoline, Advokatfirmaet Dahl, Koch og Bohl Varde
To ugentlige vagter, hvor jeg stod for sortering og udbringning af post samt indkøb og rengøring. Her var min ordensmani i den grad værdsat.